I weekenden
fik SØF’eren Martin Køster fra Taastrup debut i futsalens Champions League, da
han i Bulgarien var med til at afvikle en spillerunde i Gruppe H, der blandt
andet består af bulgarske Varna og georgiske Georgians Tbilisi.
Køster var
afsted på forlænget weekend til det østeuropæiske, hvor han sammen med resten
af dommerteamet fik en modtagelse af bogstavelig talt førsteklasse:
- Det var en super god og fed oplevelse. En
bulgarer fra FIFAs første kategori var vores guide: Han tog imod os, tog os med
ud og spise, hjalp med indkøb og alt andet. Så der blev taget rigtig godt imod
os, siger Martin Køster, og fortæller om, hvordan hver kamp blev behandlet:
- Kampene blev som regel spillet om aftenen. Den
følgende formiddag, blev der så debriefet med video med hjælp fra vores
hollandske udvikler, som vi fik en rapport fra om eftermiddagen.
At dømme på internationalt niveau kræver naturligvis en lidt
anderledes forberedelse, end når det er på hjemlig grund. Det var Køster godt
opmærksom på, og havde så at sige læst på lektien, inden han drog afsted til Bulgarien:
- Herhjemme kender jeg holdene og kender
spillerprofilerne, så en stor del af forberedelsen var at se en del klip på
Youtube med holdene og de forskellige spillere. Man skal være forberedt på
nogle andre ting, såsom temperament og det noget anderledes pres, der er på dommerne,
- En påtale skal blandt andet gives på en anden
måde internationalt end herhjemme. På den internationale scene vægtes det
eksempelvis bedre at udvise ro på påtaler, hvorimod der herhjemme er mere fokus
på at være rolig.
Køster er den kun anden aktive danske FIFA-futsal dommer.
Den første dansker, der opnåede FIFA-rang i futsal var David Nissen fra
Hørsholm, der for to år siden skrev dansk dommerhistorie. Derfor var det også
naturligt for Køster at bruge Nissen som sparepartner forud for sin debut:
- David Nissen har jeg snakket en del med om, hvad
jeg skulle være opmærksom på i forhold til at agere internationalt. Så ham har
jeg sparet med. Men jeg har også læst lovbogen mange gange på engelsk, da
termerne er lidt anderledes på engelsk end på dansk og samtidig set en hel del
video,
- I futsal dømmer man ikke sammen nationalt, så
jeg var sammen med en irlænder og en lette. Ireren var anden dommer i min
første kamp og der var det nemt at kommunikere på engelsk, men med den lettiske
dommer var det næsten aldrig verbalt. Så en del af forberedelserne handler også
om den dommer, man skal være sammen med. Men den del er ganske kort, fordi vi
oftest aldrig har set hinanden dømme. Derfor handler det meget om hurtigt at
aflæse hvilken type person, man har med at gøre. Men det er også en fed
udfordring, slutter Køster af.
Formattet består normalvis af en pulje på fire hold. Men til denne runde var der ét afbud, hvorfor kun tre hold deltog. Dommerpåsætningen foregik således ved, at Køster i sin første kamp var førstedommer, i sin anden kamp var andendommer og i den tredje – ja, tredjedommer.
Af: Alfred Winther Groth