På lørdag tager vi hul på efterårets træning af YoYo-test, når starten går klokken 8:30 i Munkekærskolens hal. Efter løb vil der som altid være mulighed for boldspil eller anden hygge.
Kom forbi og hold formen ved lige sammen med andre glade SØF’ere.
På under en uge fik to SØF’ere debut i nogle af landets højeste fodboldrækker. Således fik Jakob Sundberg debut i Superligaen, da han søndag den 28. juli stod i spidsen for opgøret mellem Hobro IK og Randers FC mens Nicki Nordlund Hansen styrede slagets gang i 2. Divisionskampen mellem BK FREM og FA 2000.
I sidste sæson agerede Jakob fjerdedommer i tre Superligakampe, hvilket gav ham blod på tanden for at prøve sig selv af i den bedste række som hoveddommer. Den 24. juni blev det så en realitet, at Sundberg fremover kunne kalde sig Superligadommer. Dermed skulle fire års erfaring i 1. Division udnyttes og bruges på det højeste national plan. Det blev en hæsblæsende debut, hvor Hobro IK og Randers FC delte i porten med slutstillingen 2-2. Men selvom turen til det nordjyske var lang, så var det med garanti turen værd. Desuden fik Sundberg rosende ord med på vejen, da Jyllands Posten i deres kampreferat beskrev præstation som “dommer Jakob Sundbergs glimrende debut i Superligaen”.
Selvom Nicki Nordlund Hansen fra Trekroner noget hurtigere end kollegaen Sundberg fik sin oprykning, var den ikke mindre glædelig. Efter blot en sæson i Danmarksserien blev han i sommers forfremmet til 2. Divisionen. Her blev det som nævnt i weekenden til debut, da BK FREM lørdag eftermiddag bød – og oprykkede – FA 2000 op til dans. Med Nicki som opgøret styrmand endte kampen med samme resultat som det var tilfældet i Sundbergs debut: 2-2. Stort tillykke skal lyde fra SØF til begge dommere, som vi glæder os meget til at følge mere. Både til sociale arrangementer, løbetræning og på stadion.
SØF har booket Munkekærskolens hal fra den 17. august 2019 frem til 20. juni 2020 8.30-9.30
Der vil blive organiseret Yo-Yo test flere perioder gennem sæsonen, men man har også mulighed for at spille fodbold eller anden boldspil, såfremt det ønskes.
Kære SØF´er Vi gentager succesen endnu engang og invitere til endnu en sjov aften, hvor ALLE kan deltage. Danmarks største og Sjællands første 18 hullers fodboldgolfbane åbnede i 2006. Den er smukt beliggende i den østsjællandske natur ca. 10 km. syd for Køge.Alle baner har forskellige sværhedsgrader og længder fra 17 til 150 meter.Det tager ca. 2 timer at gennemføre en runde. Du er meget velkommen til at tage din kone, kæreste, ven og børn med til arrangementet. Vi mødes fredag 14. juni 2019 kl 17:15
Fodboldgolfen koster 100 kr. som er egenbetaling. PS. Husk kontanter. Fodboldgolfen modtager ikke Dankort eller Mobile Pay. Du må kun bruge kondisko. Fodboldstøvler er IKKE tilladt. Efterfølgende vil SØF være vært for et hyggeligt grill arrangement bestående af Entrecote bøf, Hjemmelavet pølser, kartoffelsalat, Grøn salat mv fra den lokale og berømte Klippinge slagter (Dette bliver ca. kl 20:00).
Tilmelding er nødvendig til Kasserer@soefdommer.dk Seneste tilmeldingsfrist er: Fredag 07.juni 2019 Tilmelding er bindende og ved udeblivelse vil beløbet 300 kr. bliver opkrævet.
Vi glæder os til at se dig/Jer Mvh SØF AktivitetsudvalgTrine og Jens
Det er med stor sorg. at bestyrelsen har fået den triste besked, at æresmedlem i SØF – Valdemar Riis Søndergaard (i daglig tale kaldet ”Valde”) er gået bort i en alder af 78 år. Valde blev æresmedlem i august 2008 og har altid været et aktiv for fodbolddommerklubben. Han mødte trofast op – og var i en lang årrække en sikker dirigent på de årlige generalforsamlinger. På det seneste svigtede helbredet, og hans sidste tid var præget af megen sygdom.
Dem der kender Valde vil vide, at på trods af, at han flyttede fra Jylland til Sjælland for mere end 40 år siden, så lagde han aldrig sin jyske accent eller varme på hylden. Efter sin aktive dommergerning formåede Valde fortsat at holde sig orienteret om, hvad der rørte sig i dommerkredse. Altid med en objektiv og løsningsorienteret tilgang.
Tak for dit altid gode humør – ÆRE VÆRE VALDES MINDE.
Der er bisættelse fra Vejlø Kirke torsdag den 25. april 2019 klokken 12.
Afslutning SØF løb i Køge Nord – 18 personer, først traditionel løb til Peter Feigh, dernæst spisning hos Søren Kruse, besøg af æresgæster…Lis og Talentdommer Arne
Årets SØF-løber blev i år Lennarth Pedersen. Tillykke!
Mandag aften var godt 40 dommere med påhæng og venner mødt op på Herfølge Stadion i loungen for at høre Kim Milton dele ud af alle sine spændende oplevelser og erfaring, i hans flotte karriere som dommer på topplan og hvordan det hele startede i en alder af blot 15 år. Et sjovt, spændende men også lærerig foredrag som blev nydt i en god humoristisk atmosfære og stemning.
En stor tak skal lyde til Kim Milton.
Tak til alle som deltog og bakkede op om arrangementet.
SØF inviterer til en hyggelig aften med tidligere Topdommer KIM Milton, som vil føre os igennem en spændende og sjov aften, hvor han fortæller om sin flotte og unikke rejse gennem dommer universet og alle de mange fantastisk spændende oplevelser dette har medført i hans flotte karriere som topdommer.
Kim blev fodbold dommer i en alder af blot 15 årig. Talentet og karrieren tog hurtig fart og i 1988 kunne han modtage FIFA skiltet på sit dommertøj. Han har afviklet kampe på de største stadions og med de bedste klubber og landshold verden over. En situation vi alle husker foregik ved FIFA World cup i 1998 i Frankrig hvor Kim tildelte David Beckham det røde kort og blev et verdensomspændt medie begivenhed.
I 2002 dømte Kim FIFA World cup semifinalen mellem Brasilien og Tyrkiet og i 2004 dømte han UEFA Champions League Finalen mellem AS Monaco og Port. im Milton stoppede som topdommer i 2006 og har efterfølgende også været Direktør for FC Roskilde.
Dette er et enestående arrangement kun for SØF medlemmer som du absolut ikke må gå glip af…….
Tilmelding skal ske til: Kasserer@soefdommer.dk
SENEST MANDAG 18.03.2019
Foredraget koster 50 kr. Betales på dagen.
Vi glæder os til at se dig:
Mandag 25. marts 2019 kl. 19:00
Herfølge Stadion
Loungen
Vordingborgvej 124E
4681 Herfølge
Det vil være mulig for egen regning at spise Dagens ret til kr. 69,- kl. 18.00 i Cafeteriet inden foredraget.
Dagens ret kendes endnu ikke men vil blive oplyst så snart vi ved det.
Dagens ret skal bestilles ved tilmelding.
–Ved udeblivelse vil du efterfølgende blive opkrævet 200 kr.
Vel mødt til en hyggelig aften – aktivitetsudvalget i SØF.
Kære SØF Dommer Tidsfristen for tilmelding til obligatorisk teoritræning på Solrød Bibliotek, onsdag den 27. Februar er nært forestående. Der er dog endnu pladser at få, så skynd dig at sikre èn af de tilbageværende, ved at gå ind og tilmelde dig via dbunet/fokus/kursustilmelding. Bemærk fristen er den 24. februar klokken 12.00 og vi mangler ikke mange deltagere, før vi endnu engang kan melde FULDT HUS til teori i SØF DBU Sjælland vil som vanlig være vært ved 1 øl eller 1 sodavand på aftenen, ligesom kurset naturligvis er gratis at deltage i.
Vi glæder os til at tage imod dig, og håber på et godt udbytte af kurset.